Sygdom og ulykker
Vi kan hjælpe med at finde læge eller hospital
Bliver du syg eller kommer ud for en ulykke, kan Ambassaden eller et konsulat hjælpe dig med kontakt til dit forsikringsselskab og din familie. Vi kan også hjælpe med at finde læge eller hospital, der kan behandle dig, men vi kan ikke betale for din behandling, din hjemtransport eller en evt. redningsaktion.
Husk forsikring
Du bør altid være forsikret, når du rejser til Australien eller New Zealand (det gule sygesikringsbevis gælder kun ved rejser til Færøerne og Grønland). Udgifter i forbindelse med sygdom, tilskadekomst, dødsfald og evt. hjemtransport til Danmark kan i Australien og New Zealand løbe op og blive et økonomisk problem for dig eller din familie, hvis du har glemt at tegne forsikring.
Vær opmærksom på at en almindelig rejsesygeforsikring ikke dækker behandling af kroniske lidelser, som var til stede før afrejsen og visse sportsulykker (f.eks. stå på ski, bjergbestigning, dykning, sportsflyvning m.v.). Hvis man planlægger at deltage i sådanne aktiviteter, bør man tegne en udvidet forsikring.